Områdechef for Byens Drift i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Frem mod 2030 har vi en klar vision om at servicere borgere, erhvervsliv og byens gæster, så København bliver grønnere, mere klimavenlig og fuld af liv gennem drift, udvikling og samarbejde. Du får her muligheden for at stå i spidsen for 11 enheder.
I Byens Drift leverer vi varen helt ude i virkeligheden, hvor det tydeligt ses, at vi gør en stor forskel. Det lyder nemt, men det er en hverdag præget af kompleksitet, høje politiske forventninger og krav om stabil drift. København rummer tætte bykvarterer, grønne parker, trafikale knudepunkter og fælles byrum, der dagligt benyttes af borgere, erhvervsliv, besøgende og i forbindelse med større arrangementer og events. Vores drift, vedligehold og udvikling af byen er afgørende for, at den opleves som ren, tryg og velfungerende.
Byens Drift er en del af vicedirektørområdet Bynatur og Renhold, som varetager en bred vifte af både ’grønne’ og ’grå’ driftsopgaver. Du bliver en del af den øverste ledelse i vicedirektørområdet sammen med to chefkollegaer og vicedirektøren. Vi står med en helt ny strategi i hånden og kommer til at arbejde med følgende overskrifter frem til 2030: Borgerne først, Grønne frontløbere, Klimahandling i hverdagen, Det fælles vi og Kompetencer i spil. Vi glæder os til at fortælle mere om strategien, så søg gerne stillingen.
Vi gør det ordentligt, sammen og for København
”Jeg søger en chef, der forstår, hvordan man sikrer ensartet kvalitet og synergier på tværs af vidt forskellige og store driftsområder. Jeg søger også en chef, der motiveres af udvikling på den store klinge og af at være en del af en forvaltning, der også ønsker at sætte standarden nationalt. Vi har større volumen end alle andre, og det forpligter til at drive udviklingen,” fortæller Rikke Skovbølling Brandt, vicedirektør i Bynatur og Renhold.
Som områdechef for Byens Drift står du i spidsen for 11 enheder: Tre grønne enheder, fire grå enheder, en toiletenhed og tre bydækkende enheder. Det er et både erfarent og stærkt chefhold, og der er i alt ca. 400 ansatte i Byens Drift og omkring 2.100 samlet i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Udover vicedirektørområdet ’Bynatur og Renhold’ er der fire andre vicedirektørområder, hvor der også forventes et tæt samarbejde ligesom resten af kommunen også er tæt forbundet med dit ansvarsområde.
Om dig
Du er i dag leder for ledere og har solid erfaring med en kompleks og politisk styret driftsorganisation. Du er vant til at navigere i samspillet mellem politiske prioriteringer, strategisk udvikling og effektiv daglig drift. Du er en erfaren forandringsleder, der flere gange har haft succes med også svære forandringsprocesser, med fokus på tværgående samarbejde og fælles retning i samspil med økonomisk forsvarlighed.
Som person er du rummelig, positiv og rolig med gode relationelle kompetencer. Du har derudover en stærk forretningsforståelse og evner at sætte tydelig retning. Du gør tingene ordentligt, er samarbejdende af natur, og så har du blik for tværfaglighed. Du kommunikerer dine forventninger positivt og klart, er inddragende i din ledelsesstil og formår at træffe og stå ved beslutninger. Du ser det fysiske og psykiske arbejdsmiljø som en forudsætning for trivsel, kvalitet og stabil drift, og du forstår derfor betydning og vigtigheden af at arbejde strategisk med dette.
Ansættelsesvilkår
Tiltrædelse er snarest muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår følger cheflønaftalen for Københavns Kommune samt gældende overenskomst. Du vil få din hverdag på vores kontor i Njalsgade, men også ude i hele byen, hvor dine driftschefer opholder sig størstedelen af tiden.
Yderligere information
Vil du vide mere, kan du kontakte konsulent Jakob Westh fra Mercuri Urval på 60 89 64 36 eller vicedirektør Rikke Skovbølling Brandt på 23 82 11 60. Du kan også læse et uddybende notat.
Søg via linket senest søndag den 8. marts 2026
Der vil være 1. samtaler den 17. marts 2026. Hvis du går videre fra førstesamtalen, vil der være et testforløb, og derefter vil der være 2. samtale den 24. marts 2026.
Om Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker samt foretager parkeringskontrol. Vi beskæftiger ca. 2.700 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,8 mia. kr.